DDS har følgende mål med deres Rygepolitik:
At spejdere (og ledere) kan være i et røgfrit miljø.
At ikke-rygerne spejder (og ledere) ikke påvirkes til at begynde at ryge, når de er til spejdermøde eller på ture.
Derfor er rygepolitikken hos Gram Hvaler at der ikke ryges indendørs, eller ved hovedindgange hvor alle færdes. Der tilstræbes at der ryges mindst muligt foran børn og unge.
DDS har følgende alkoholpolitik:
Der drikkes ikke alkohol imens spejderarbejdet med børn og unge er i gang. På aftalte tidspunkter og steder, f.eks. efter lejrbålet når spejderne er gået i poserne, kan lederne nyde alkohol i beskedne mængder. Der skal altid blandt lederne være et tilstrækkeligt antal, der kan tage fuldt og helt ansvar i en kritisk situation.
I DDS er vi bevidste om, hvornår og hvor meget alkohol, der drikkes i forbindelse med vores mødeaktiviteter for voksne. Til spejderledermøder og voksen arrangementer i øvrigt bør der ikke indtages alkohol før og under selve mødet.
På korpsarrangementer, kurser og lignende er der et begrænset salg af alkohol, og der sælges kun alkohol i forbindelse med et måltid eller som afslutning på en dag. Når der sælges alkohol skal der også sælges alkoholfri drikke.
Nydelsen af alkohol må aldrig blive det væsentligste element ved en festligholdelse af en begivenhed eller et større arrangement i spejdersammenhæng.
Ved seniorarrangementer og andre arrangementer hvor nogle deltagere er under 18 år, kan arrangørerne ønske, at der kan nydes alkohol. Hvis ønsket skal kunne imødekommes, skal der altid udarbejdes et regelsæt for hvornår og hvor meget alkohol, der skal være til rådighed og til salg i løbet af arrangementet. Disse regler skal udarbejdes af de seniorer, der skal afholde arrangementet og regelsættet skal aftales med gruppelederen eller divisionschefen i den/de grupper eller divisioner, hvor arrangementet er forankret. Seniorarrangementer er spejderarrangementer. De seniorer, der er ansvarlige for arrangementet skal være ædru under arrangementet.
Voksne i DDS skal være klar over, hvilke signaler alkoholindtagelse i spejdersammenhænge udsender. Fra andre og fra korpsets egne medlemmer forventes det, at de voksne spejdere er bevidste om deres meget tydelige ansvar som rollemodeller. Forventningen fremhæves blandt andet ved, at vi har uniformen på og at vi i vores spejderledelse er i en opdragende rolle overfor børn og unge.
For at kunne efterleve denne alkoholpolitik er der bestemt at hos Gram Hvaler drikkes der ikke foran børn og unge, og at promille grænsen skal overholdes døgnet rundt mens man er på ture.